Der findes ikke ret og fejl i tegn-en-bog

Da jeg sidste sommer deltog i 2 ugers tegnekursus på Holbæk Kunsthøjskole, havde jeg nogle af mine tegn-en-bog tegninger med i bagagen. Mit ønske var at få kvalificeret feed-back ved at præsentere skitser og andre arbejder for Morten Schelde, kunstner og dén sommers tegne-kursusleder.

Morten Schelde, Abendland 2015 fra Galleri Susanne Ottesen

Morten Schelde, Abendland 2015 fra Galleri Susanne Ottesen

Morten Schelde er kendt for en karakteristisk rød streg og har de seneste 10 år placeret sig i den absolutte elite blandt samtidens danske kunstnere.

Kunsten.nu skriverScheldes motivverden kredser ofte om steder fra hans eget liv, hvor det håndgribelige og realistiske kombineres med det fremmede og surreelle.

I Holbæk kiggede Morten på mine skitser. Han fremhævede, hvad der fungerede, hvad ikke og han gav mig en række gode råd. Efter ‘konsultationen’ gik jeg igang med en total forvandling af en medbragt tegning af romanen ‘Haren med de ravgule øjne.’ Den havde gode takter, men der var også meget, som kunne blive bedre. Derfor omdannede jeg tegnigen til en slags collage. Den er jeg ret glad for idag – du kan se den ovenfor.

De generelt gode råd fra Morten Schelde lader sig ikke nødvendigvis omsætte en til en; men jeg og andre tegn-en-bog-tegnere kan have dem liggende i baghovedet som åndelig næring, man kan vende tilbage til og lade sig inspirere af. Så kan de bidrage til udvikling af konkrete tegninger, ved passende anledninger.

Sammenfattet lød Mortens råd:

  • Tegn det vigtigste først
  • Lev dig ind i rollerne
  • Forstå figurerne
  • Gør stoffet levende
  • Skab din egen version
  • Brug endelig klicheer
  • Hvis du tegner med en blød og beslutsom blyant accepterer beskueren din tegning

Som voksne står vi ofte i vejen for udfoldelse af egen kreativitet. Vi vil så gerne præstere, lave ‘noget pænt’, ‘noget der ligner’ og vi vil gerne undgå at lave fejl. Noget af det bedste, man kan gøre for sig selv som tegn-en-bog tegner, er at beslutte sig for nogle alternative udgangspunkter og succeskriterier. Som fx:

  • Processen er målet
  • Præstationsangsten er suspenderet
  • Sæt dig selv fri og leg med blyanterne
  • Lad bogens temaer komme til dig
  • Genfind barnets begejstring
  • Se naivt på bogens verden, dens historie og figurer
  • Overrask dig selv
  • Der findes ikke ret og fejl i tegn-en-bog
  • Gør ikke bare det, du kan, forsøg at besøge nye steder

Sammen med Helsingør Bibliotek organiserer jeg tegn-en-bog workshops 4 lørdage i løbet af foråret. Vi har premiere 24. februar, og jeg glæder mig meget til at afprøve og udfolde projektet i med en større gruppe. Som leden i markedsføringen af initiativet, har jeg lavet et kort videoklip, som handler om tegn-en-bog – du kan se det her:

Du er i øvrigt hjertelig velkommen i Tegn-en-bog gruppen på Face-book – her kan du selv dele erfaringer, up-loade tegninger, og få inspiration fra andres, når de kommer. Men ha’ lidt tålmodighed. Det tager sin tid først at læse og så tegne, og initiativet er lige begyndt. Det vil være en god hjælp, hvis du vil bidrage til at sprede budskabet om Tegn-en-bog – jo flere, der vil være med, jo mere berigende!

Andre har også læst:

Fra sketchbook til sketch-a-book

Den, der lever stille

Tegn en bog