Jeg ved efterhånden ikke, hvordan man klarer sig uden en skitsebog, og da slet ikke på rejser.

I 2012 aftalte fire kvinder, at vi ville rejse til Japan sammen i 2017. De mellemliggende år har vi brugt på at skaffe finansiering og forberede – lettere diffust i starten; men fra 2016 med stort fokus. Vi planlagde rejsen i samarbejde med bureauet “Japanspecialisten” og er godt tilfredse med den professionelle hjælp, vi har fået. Den bygger tydeligvis på stor indsigt og respekt for lysten til at designe en individuel rejseprofil. Vi valgte ruten København – Helsinki – Kyoto – Naoshima – Kanazawa – Kiso Valley – Tokyo – Helsinki – København. Rejsen varede ialt 17 dage.

Det tilførte stor værdi til rejsen, at vi fire deltagere er forskellige som personer og professionelt. Hver bidrog med sine kapaciteter og præferencer, hvilket betød at vi udover seværdigheder, som ligger lige for også:

  • kom forbi Naoshima, den fantastiske kunstø, som fortjener et selvstændigt blogindlæg – se mere her
  • besøgte et ninja-tempel i Kanazawa og et lille museum i Tokyo, der formidlede viden om levevilkår og boligforhold i Tokyo før det katastrofalt ødelæggende jordskælv i 1923
  • var på familiebesøg i Tokyo
  • drak cocktails i Hyatt Park Hotels berømte bar  på 52. etage og dermed fulgte i kølvandet fra Bill Murray og Scarlett Johansson “Lost in translation”
  • oplevede arkitektens foretrukne, berømte bygningværker og Cat Street i bydelen Shibuya

Selvom det var min fjerde rejse til Japan, var det denne gang sværere end tidligere, at få sjælen helt med og forstå den vidunderlige realitet, at vi faktisk var i Japan. Det handler nok om, at jeg andre gange har været i Japan i arbejdsrelaterede sammenhænge, og derfor slet ikke har haft den nødvendige tid og forventning om at kunne slå lejr og føle nærværet i denne ganske anden del af verden. Den momentane forankring kom stille og roligt, med tiden.

Igen fungerede min skitsebog som et godt redskab til at nå ro og mental fordybelse. Jeg ved efterhånden ikke, hvordan man klarer sig uden sådan en.

I Zetland reflekterer Marie Carsten Petersen over attraktionerne ved at tegne. Nedenfor er et par eksempler fra min skitsebog, dedikeret til Japanturen. De to piger på tegningen øverst er Momo, 16 år og hendes søster Ann på 12. De bor med deres søde forældre i Tokyo. Af dem lærte vi om skolepigeliv, familieliv, theceremoni, origami og forskellen på ægte kimonoer, og de alternative dragter, der bare ligner.

Buddhafigur, set i vejkanten i Tsumago, Kiso Valley, Japan

Buddhafigur, set i vejkanten i Tsumago, Kiso Valley, Japan

Thekande over ildsted på vandrerute