Lektøren siger: “Flot, grundig og inspirerende analyse for alle, hvis hjerte banker for folkebibliotekets fremtid”

I sidste århundrede, da jeg var praktiserende bibliotekar på folkebiblioteker i den københavnske omegn, blev lektørudtalelser eksponeret på små, grønne papirsedler i kartotekskort format. Meget smart. Som forventet kommer de idag elektronisk. Jeg har netop fået mit livs første. Den forholder sig til e-bogen ‘Folkebibliotekernes aktuelle tilstand – en diagnose med forslag til kursskifte.  Se mere nedenfor

Anmelder:

Carsten Güllich-Nørby

Status:

Publiceret

Kort om:

Tankevækkende, nuanceret og skarp analyse af folkebibliotekernes aktuelle situation, der munder ud i en række forslag til, hvordan fremtidens bibliotek kan se ud. Især for bibliotekarer, kulturmedarbejdere, politikere og andre med interesse for biblioteker.

Beskrivelse:

“Folkebibliotekerne har en fremtid” er indledningens overskrift. Elsebeth Tank tager udgangspunkt i tre hovedspørgsmål: “Hvilke nationale, strategiske valg har præget biblioteksudviklingen de senere år?”, “Hvad har disse valg betydet for biblioteker, borgere og brugere?” og “Hvilke nye, nationale strategiske prioriteringer står og kalder på at blive realiseret de kommende år?”. Overskrifterne er fx “På nedtur og hestekur”, “Folkebibliotekerne i videnssamfundet med klar strategisk retning”, og “Kulturhusbiblioteker som demokratiske kulturinstitutioner”. Til sidst opstilles handlingsforslag og en række temaer for en national biblioteksstrategi. Elsebeth Tank rådgiver om biblioteksudvikling i firmaet etank.nu og er bl.a. tidligere stadsbibliotekar i Malmø og tidligere formand for Bibliotekarforbundet. Bogen er den første af 3 planlagte e-bøger (singler) om folkebibliotekernes udvikling.

Vurdering:

Flot, grundig og inspirerende analyse for alle, hvis hjerte banker for folkebibliotekets fremtid.

Andre om samme emne/genre:

En anden bog er fx 45682048 Fremtidens Biblioteker.

Til bibliotekaren:

Et must især til intern læsning på alle biblioteker.

Læs mere om e-bogen her