Det er ikke nemt at blive færdig med Daniel Richter, den ekspressive, tyske samtidskunstner, hvis monsterværker kan opleves på Louisiana helt frem til 8. januar 2017.

På Louisiana kan du i denne tid mødes med Richter og Louise Bourgeois i et og samme besøg. Det vil være krævende for de fleste museumsgæster. Jeg foretrækker at indtage disse originale kunstnere i mindre doser, af flere omgange. Det kræver ganske vist lidt ledig tid og prioritering; men det lader sig måske gøre, hvis man til daglig befinder sig  i rimelig afstand og er  lykkelig indehaver af et årskort.

Foreløbig har jeg oplevet Richter en lang onsdag aften i september, i selskab med en yngre veninde (altså jeg:-). Super hyggeligt, og altid fint at følges med personer, der ser og tænker andet, end du selv. Udstillingen satte sig i krop og sjæl. Det var fantastisk at sanse disse monumentale farveeksplosioner med en vanvittig detaljerigdom.

Det tager tid, at gå på opdagelse her. At se filmen om og med Richter undervejs i udstilling er anbefalelsesværdigt. Så kan du fortsætte udforskningen en anelse klogere.

Da jeg var hjemme igen var jeg fyldt op af Richter. Det er jeg stadig. Det gav lidt afløb og åbnede for nye opdagelser, at prøve at tegne efter nogle af hans værker, som er gengivet i Louisianas medlemsmagasin. Ikke for at  efterligne, snarere for få lidt Richter gennem hånd og krop. Metoden kan anbefales andre kunstinteresserede.

Tegnet med afsæt i Richters værk Die Idealisten fra 2007

Tegnet med afsæt i Richters værk Die Idealisten fra 2007

Tegnet efter Richters værk, Halli Galli Polly, 2004

Tegnet efter Richters værk, Halli Galli Polly, 2004