Vil vi acceptere at vores samfundsindretning skal betyde kollektiv åndelig forarmelse. Getty viser nye standarder. Spørgsmålet er hvordan vi kan spille med på det niveau?

Der bor næsten 10 mio mennesker i Los Angeles County. I gennemsnit besøger de alle det betagende Getty kunstcenter, en gang årligt. Det forstår man godt, efter selv at have oplevet stedet.

 For at komme til Getty kan man tage egen bil eller køre med smarte ‘UberPool’ (der fylder bilen med passagerer undervejs). En betagende tur gennem Beverly Hills, og lidt videre. Derude ved en motorvejsafkørsel har Getty-fonden købt en bjergtop, og opført et monstrøst bygningskompleks, der nemt rummer de 10 mio årlige besøgende. Hele herligheden er finansieret af private midler, skrabet sammen af Paul Getty, som startede kunstsamlingen og insisterede på, at alt skulle stilles gratis til rådighed for offentligheden. Altså, ingen entre!

For at komme fra parkeringsanlæg til museumscenter, kører alle gæster med et lille lokalt tog på skinner anlagt til dette ene formål. Fascinerende. Og efter en overvældende udtrykt velkomst fra et mylder af frivillige, opdager man over dagen, at Getty har usædvanlig meget og meget forskelligt at byde på.

Først et spektakulært bygningskompleks, som åbnede for offentligheden i Los Angeles i 1990’erne.  En lang række forskellige gallerier, som udstiller malerier, skulpturer, tegninger og fotografier. Bjergtagende udsigtsplatforme til alle verdenshjørner, være- og gøre rum, ude som inde, restaurant, cafeer, og en karakterfuld park, i sig selv skabt som et kunstværk.

Der købes stadig nye værker, men kurateres også fine særudstillinger i samarbejde med andre store spillere på den internationale kunstscene. For tiden f.eks. udstillingen ‘London calling’ med 5 fremtrædende britiske samtidskunstnere.

I Danmark og øvrige Norden er vi glade for og stolte over vores velfærdssamfund. Gennem skattefinansierede offentlige midler vil vi give borgerne lige  muligheder for livsudvikling og deltagelse, og støtte med velfærdskroner, når og hvor der findes særlige behov. De senere års politiske udvikling, nyligt kronet med den danske regerings 2020 plan, får uligheden til at vokse og systemet til at slå urovækkende revner. Der er pres på den offentlige sektor, hvilket har betydet en 8% nedskæring af budgetterne over fire år, for kulturministeriets institutioner. Konsekvensen er stærkt forringede vilkår for at drive teatre, museer, biblioteker, orkestre osv. Besparelsen har allerede sat sig som genindførelse af dyre entre-priser på Nationalmuseet og SMK.

I lille DK har vi ingenting, som kan måle sig med Getty. Vi får aldrig adgang til en formue af den eksorbitante karakter, som Paul Getty har genereret. Vi er tilmed på vej i modsat retning. Det er en velfærdsudfordring og et dilemma. Hvordan sikrer vi et rimeligt og retfærdigt velfærdssamfund, der tillader sig at rumme ambitioner om ordentlig kvalitet, originalitet og udvikling på kulturens og kunstens institutioner? Vil vi acceptere at vores samfundsindretning skal betyde kollektiv åndelig forarmelse. Getty viser nye, moderne standarder. Spørgsmålet er hvordan vi kan spille med på det niveau?