Tak Aarhus for NextLibrary2015. Vi ses igen i 2017.
Allerede i toget hjem fra Aarhus og #nextlibrary2015 glæder jeg mig til næste gang i 2017. Året, hvor Aarhus også har vundet retten til at kalde sig EU kulturhovedstad. Store dele af byen og dens partnere har længe været igang med forberedelserne under overskriften “rethink”. Og der skal nok blive noget at tænke over!
Genopdagelse og nytænkning var også underliggende temaer i dette års udgave af “Next”.
Selvom der ikke nødvendigvis på indholdssiden var banebrydende nyheder, var det inspirerende og igangsættende dage i kraft af de inddragende og udforskende arbejdsmetoder, som anvendtes.
For mig var det nyt at høre, at ‘kuratering’ nu også er noget, biblioteker gør på sociale medier, selvom Twitter og Facebook absolut er blevet Old School, skal man tro  svenske Peter Alsbjerg, bibliotekschef og blogger med et glimt i øjet.
Erhardt Graff, brilliant key-note taler, fløjet ind fra MIT Center for Civic Media, anvendte også kurateringsbegrebet, da han præsenterede et antal projekter og deres hjemmesider, alle bygget op omkring deltagelse og en form for historiefortælling. Der er stof til mere fordybelse, eksempelvis i disse 3 initiativer:
  • Betweenthebars.org – et projekt der handler om at facilitere fangers brevskrivning ved at hjælpe dem med at up-loade og sørge for at de får feed-back retur i form af kommentarer til deres breve.
  • Vojo.co  – en tjeneste, der opmuntrer folk til at ringe og indtale deres historie, som kurateres og tilgængeliggøres on-line.
  • Promisetracker.org – et smartphone baseret dataindsamlings værktøj, der hjælper lokalmiljøer til at følge med i lokalpolitikeres præstationer.
Som deltager på NextLibrary må man indstille sig på ikke bare at tale om men også at gøre. F.eks på workshoppen med den opløftende titel ” Everything is awesome”, hvor deltagerne blandt andet skulle udtrykke deres forestillinger om på forhånd definerede scenarier i LEGO-klodser.
Med opmuntrende tilråb og gavmild applaus bidrog de amerikanske facilitatorer Nate Hill, METRO New York Library Council, Dawn Merkes, Group 4 Architecture, South San Francisco, USA og Amos Blanton, Research Officer, LEGO foundation til en stemning af lyst og gå-på-mod.
Det var workshoppens ide at deltagerne skulle øve sig på at udforske og udfolde biblioteket som læringsmiljø, hvor læring i høj grad handler om skabelse. Og selvom præsentationsrunder med deltagernes konstruktioner blev lidt langtrukne, lykkedes ideen fint.
Folkene fra Aarhus Biblioteker har over mange år udviklet et imponerende entreprenørskap, en handlekraft og et vidtforgrenet, internationalt netværk, der ved en lejlighed som NextLibrary generøst deles med danske kolleger, men faktisk i endnu større grad med udenlandske, som udgjorde hovedparten af deltagerne på Next.
Imponerende DOKK1 var rammen om begivenhederne, og den skal naturligvis have et selvstændigt blogindlæg. Her om en af de nærmeste dage.
Men foreløbig TAK Aarhus, vi ses igen i 2017.