De udviklede Danmarks skarpeste og klogeste kulturinstitutioner ved at begære det umulige fremfor det muliges kunst

For de gamle, som faldt er der ny overalt, de vil møde, hver gang der bliver kaldt” sådan skrev historikeren Johan Ottesen 25 år efter tabet af Sønderjylland i 1864. Sangen var en  appel til offentligheden nord for Kongeågrænsen om støtte i kampen for at få Sønderjylland tilbage til Danmark. Det var åbenbart nødvendigt at appellere!

Det er skamfuldt, at jeg indtil i dag har antaget, at “Det haver så nyligen regnet“, som ovennævnte strofe jo kommer fra, har rod i 2. verdenskrig og selvom han nylig er død, kan jeg for mit indre øre høre, hvad historikeren, direktøren for Det Kongelige Bibliotek, Erland Kolding Nielsen ville have sagt til en sådan mangel på historisk indsigt.

Vi er mange, der gennem livet har hentet håb og trøst ved tanken om at de faldne erstattes af nye kræfter, at slægter følger slægters gang. Måske det hører med til alderen at tænke, at helt så enkelt, er det ikke, at vi nogle gange må gøre noget særligt for at få den rigdom af arven, som den potentielt rummer.

Indenfor de sidste fire måneder er 3 stærke personligheder, jeg har lært at kende i professionel sammenhæng, døde alt for tidligt. I oktober døde Martin Tulinius, direktør og kunstnerisk chef for Republique, København. I december døde Per Nyeng, pensioneret redaktør for Bibliotekarforbundets fagblad. Og nu i januar døde Erland Kolding Nielsen, afgående, mangeårig  direktør for Det Kongelige Bibliotek.

Hvor forskellige disse 3 mennesker end var, havde de også træk til fælles. De repræsenterede alle tre en sjælden kombination af visionær tænkning, mod og vedholdenhed til at kæmpe for ideelle fordringer og en vidensmæssig eller kunstnerisk dyb forankring indenfor hver deres virkefelt. De var ikke sådan at rokke af pinden, når de først havde set lyset. De fik ting til at ske.

Fra sin position som redaktør af Bibliotekarforbundets blad, spillede Per Nyeng en yderst central rolle i udviklingen af velfærdsstatens biblioteker og manifestering af bibliotekarprofessionen. Han agerede fordomsfri inspirationskilde såvel som hudflettende, kritisk stemme, der animerede til omtanke og kvalificering af begrundelser for meningen med det hele. Indirekte, men altid nærværende, var han med til at kvalitetsudvikle bibliotekerne. Og gennem formuleringen af mantraet “Begær det umulige” anslog han ambitionsniveauet.

Som tidligere bestyrelsesformand for Republique og medspiller i processen ved teatrets tilblivelse og første svære år, kan jeg med indsigt sige, at Republique, det måske væsentligste teater i København i dag, ikke ville eksistere, havde det ikke været for ildsjælen Martin Tulinius. Han bar på drømmen om det nye samtidsteater, han så mulighederne i en flytning af teatret fra Aveny på Frederiksberg til Østerfælled Torv og lykkedes, sammen med et lille, tæt hold at finde gennem den modstand, der opstod undervejs. Selvom modstand og disharmoni udenfor scenen bestemt ikke var hans livret.  Med Martin ved roret begyndte ny teaterkunst at strømme, især de sidste år har vist med hvilken kunstnerisk originalitet og passion.

Noget lignende kan siges om Den Sorte Diamant og Erland Kolding Nielsen. At det lykkedes Erland og staben omkring ham at skabe ikke bare et stort og velfungerende nationalt forskningsbibliotek men Danmarks klogeste kulturinstitution, der ikke i verden kender sin lige, hvad gælder adgang for almenheden og anledningerne til at bruge tiden der. Det er stort, for at sige det mildt.

Når jeg tænker på Kolding Nielsen tænker jeg også på hans til tider stejle, dominerende stil. Den kunne bestemt være enerverende; MEN den bar også på værdifulde egenskaber, som indimellem kom hele biblioteksvæsenet til gode.

Et markant eksempel fra nyere tid går tilbage til januar 2011, da Det Kongelige Bibliotek kom under maksimalt pres i forbindelse med bibliotekets udlejning af Dronningesalen til foreningen Hizb-ut-Tahrir. At nationalbiblioteket skulle være rammen for en tvivlsom forenings aktiviteter faldt flere toppolitikere for brystet, og sagen blev stor i pressen. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard opfordrede daværende kulturminister Per Stig Møller til at aflyse mødet, hvilket han afviste.

Men han lagde ikke skjul på sin skeptiske holdning og situationens tyngende alvor, da han bad biblioteket nøje overveje om man skulle lægge lokaler til et møde, ”hvor der opfordres til væbnet modstand mod de danske soldaterog mente, at:  ”Den invitation, der er kommet ud, stiller meget store spørgsmålstegn ved, om mødet kan gennemføres i Det Kongelige Bibliotek

I en redegørelse til Kulturministeren om sagen skrev direktør for Det Kongelige Bibliotek, Erland Kolding Nielsen blandt andet:

”Det Kongelige Bibliotek er nationalbibliotek for hele Danmark og ikke kun for personer med bestemte holdninger… Som hele Danmarks nationalbibliotek, der forvalter kulturarven uanset indhold, religiøs, politisk eller etisk observans, må Det Kongelige Bibliotek institutionelt fungere og operere neutralt i forhold til samfundstendenser og politiske holdninger i tiden, uanset hvilke holdninger, jeg eller mine medarbejdere personligt som private samfundsborgere etisk, religiøst eller politisk måtte have, så længe de holder sig inden for lovgivningens grænser. Vor opgave som institution er at dokumentere og formidle, ikke etisk eller politisk at bedømme, censurere eller fordømme”

Kulturministeriet valgte at tage redegørelsen til efterretning og mødet blev gennemført.

I dag er det svært at se, hvem der kan og vil træde i Erlands store sko. Det bliver et kæmpe tab for biblioteksideen og dens grundlæggende principper, hvis ingen føler sig kaldet.

Uanset hvad grunden måtte være er arbejdsmetoderne og samspillet mellem offentlige ledere og det politiske niveau et andet, end det var i den tid og de miljøer, som formede Per Nyeng, Martin Tulinius og Erland Kolding Nielsen. De begærede og formulerede det tilsyneladende umulige. Nu dyrker vi  mulighedens kunst. Vi er holdt op med at føre kritiske debatter offentligt. I dag skaber vi sammen og finder konsensusløsninger, alle deltagende kan leve med. Arven fra de tre store talenter bør inspirere os til fortsat spektakulær og visionær tænkning og til at holde fast i en faglig og professionel forankring, samtidig med at vi afprøver, hvordan det kan ske i tidens involverende, interagerende og skabende miljøer.

Æret være minderne om Martin Tulinius, Per Nyeng og Erland Kolding Nielsen.