At få nuanceret sin forståelse af det ofte påtrængende hverdagsfænomen ‘rod’ kan virke næsten rehabiliterende.

Den 6. januar satte Information spot på emnet med en artikel hvor blandt andre forfatter, journalist og mangeårig klummeskribent på Financial Time, Tim Harford, delte nogle af sine interessante indsigter om emnet.

Han talte om, at mange mennesker har glæde af, at visse ting har sin faste plads som f.eks. en proptrækker og et nøglebundt; men pegede samtidig på, at mange andre ting, der hører til et moderne menneskes arbejdsliv, ikke umiddelbart kan have et fast sted med mindre man er ansat på et bibliotek eller arkiv, som han bemærkede.

For hvor er det naturlige sted for en e-mail, en bog, en note, et udklip, en tanke?  Hvad er deres ’sted’? Det ved man jo ikke – især ikke lige når man har fået dem” sagde han til avisen, og introducerede hjælpsomt begrebet premature filing – ’for tidlig arkivering’.

Han sagde tilmed, at det i følge forskningen er et reelt problem, når vi arkiverer noget, før vi aner, hvad vi skal bruge det til. På den måde bruger vi tid på selve handlingen, og dog kan vi ikke genfinde det arkiverede, når vi måske får brug for det, for vi anede ikke, hvor det passede ind, da vi arkiverede det. Og så har vi åbenbaret endnu en kilde til stress.

De flodbølger af data hver enkelt menneske er ved at drukne i flere gange gennem døgnets timer, gør ideen om ryddelighed og overblik på individniveau til et fatamorgana. Registrering og management af data kan en masse på fællesskabers vegne. Tak og lov for de offentligt styrede biblioteker og store institutioner omkring dem med deres professionelle kapacitet, deres værdigrundlag og ikke mindst deres nationale og internationale forankring. De skaber adgang og mulighed for på publicerede data.

Som enkelt individer kan vi besinde os på det faktum, at verden er et rodet sted og finde os til rette i en passende grad af uorden.  At læse Tim Harfords udgivelse fra 2016  “Messy: How to Be Creative and Resilient in a Tidy-Minded World” er også en mulighed. Selv foretrækker jeg at bruge et par timer på at få ryddet ud og ryddet op i de små og større bunker, der har hobet sig op både analogt og digitalt. Årsskiftet er en god anledning til at få skabt en fornemmelse af overblik og plads. Det skal være mens året endnu er ungt.

Godt nytår